Information om Danmark
Nyhedsbrev nr. 3, 3. årgang, nov.- dec. 1999
Nået til den erkendelse, at vore politiske ledere mener det går an at fremture med realiseringen af deres massepsykotiske drøm "made in USA" om jordens første påtvungne, multietniske paradis i Danmark og resten af Europa, så må vi også lære af denne viden. Hvad kan vi da lære? Da vi har ret � det siger logikken, virkeligheden og al erfaring i tid og rum � , så skal denne drøm bryde sammen.
Sådan kunne vi fristes til at resonnere. Her skal vi dog prøve virkelig at forstå mennesker "besjælet" af ideologi. Deres drøm bryder aldrig sammen.
Den er deres liv. Og efter det er de ligeglade.
Så går det iøvrigt udover deres børn.
Billedlig talt vil de med største overbevisning "kunne hævde at i morgen vil solen stå op i vest, selvom al erfaring viser, den vil stå op i det modsatte verdenshjørne". Da idealisten har udtænkt sig en verden fra intet, består sygdommen hos ham (m/k) og alle andre idealistiske "brødre og søstre" i, at de tror på alt, hvad de enten mener at have udtænkt eller tilegnet sig, som var det virkeligt. Når blot de bliver ved med deres foretagsomhed, vel at mærke stadigt lytter til deres foresatte i ideologiens pyramide og retter små unøjagtigheder undervejs, vil virkeligheden ændre sig efter deres tanker og ideer.
Virkeligheden er problemet. Et eksempel:
Hvis danske børn i 5. klasse ikke kan læse og skrive tilfredstillende, så er det børnene det er galt med. Ideologien som følges helt ind i indlæringens metode og undervisningens sigte og sproget er jo per definition rigtig, da den er en drømme-religion. Ergo er det børnene, det er galt med. Måske deres forældre. Men det er der også råd for.
Derfor står vi med multi-kulti-danmark over for et altomfattende forsøgsprojekt, der per indre logik fører til konflikt. Virkeligheden lader sig ikke i længden forme af nogen ideologi. Hvis ikke Stalin havde ret, så har Trotski ret, så Lenin eller i hvert fald Karl Marx o.s.v, hævder de på trods heraf. Og de såkaldt borgerlige tør ikke sige fra, og se nu hvorfor.
Problemet med ideologier er, at de alle forudsætter, at menneskene er gode eller kan omgøres til at være gode. Gode i ideologisprog betyder iøvrigt, at individerne følger ideologien eller passer i deres beskaffenhed til ideologiens forudsætninger. Socialisme, kommunisme og liberalisme (se eksempel på det sidste side 14, 1. sp. midt ) forudsætter, at menneskene er gode. Den tyske nazisme var en slags socialisme, nationalsocialisme, der i tillæg har en racekult. Så er der internationalisme med dels racebegreb, racisme, folkeblanding dels marxistisk planøkonomi. Monica Papazu, som er en af Europas væsentlige bidragydere, fortalte frit og fuldstændigt om racismen og kommunismen i "Det vesteuropæiske tabu: Det nationale" i Tidehverv nr. 8 1994.
Kapitalisme har intet med ideologi at gøre. Udtrykket stammer fra Karl Marx og er et nødvendigt ideologisk, derfor løsrevet sprogligt udtryk, til at beskrive modsætningen til socialisme. Sidstnævnte er den mest kapitalkrævende.
Løgnens, papirværdiernes, forfalskningens, sæbeboblernes, drømmeriernes/marerittenes århundrede kan det kaldes.
Skulle der være vrøvl med en såkaldt borgerlig skal han bare have slynget noget "løgnagtig næstekærlighed eller udstillingshumanitet lige i synet og helst på fjernsynet": Racisme, Fremmed-fjendsk, Menneskesyn, Stueren, Gruppedisciplin.
Der er også andre metoder. Tag nu det kommunale område. Ja, ganskevist er mange af kommunernes opgaver lovbundne; men der er noget alligevel, der skal falde på rette plads. Har man en fremmedkursborgmester eller blot en lakaj, så gælder for ham om at ombygge og grave op i byens gader hele tiden. Herved får byens håndværkere og entreprenører � hvis de er taget i betragtning af byens spidser � så noget at rive i. Som bekendt er mange selvstændige i sådanne brancher tiltalt af partierne Venstre eller Konservative. Med "den kloge" borgmesters initiativer kan man så få lukket munden på entreprenørernes og håndværkernes repræsentanter i byrådet, når der skal besluttes nye vilde udgifter til de fremmede og til såkaldte kultur-projekter. De sidste vækker især interesse hos de mere socialisme-erklærede repræsentanter og hos den pæne, frisindede, men (tomme) ikke-socialist for hvem alt er ligegyldigt og dermed lige godt.
Sådan humper det fint afsted med de internationale långiveres fortsatte velvillighed - forstås. (se s. 14 sp. 1 øverst med fremhævet tekst)
Ingen af de pæne har vel læst Alexander Solsjenitzyns "Gulag Øhavet" � for at se hvor det ender. Alene de første 300 sider, hvor forfatteren redegør for de menneskers skæbne han mødte, er vel for langt og for lidt underholdende til, at de � hvis de alligevel skulle have fundet bogen frem � kan fortsætte til skueprocesserne, undersøgelsesfængslerne, de proppede wagoner, gennemgangslejrene og blyminerne i Siberien.
Nu skal man også være heldig for at finde denne udgivelse på de danske biblioteker. "The Red Wheel" (Det Røde Hjul) er mig bekendt ikke engang oversat til dansk. De første mange år stod førstnævnte placeret under faglitteratur... Og nu vil man antagelig oplyse, at den kendes ikke mere, der må have været for lidt interesse for den, og desuden er kommunismen jo også væk(??)....Derfor skal vi have den.
Det er så absolut tidsspilde at se længere frem end 5-10 år. Vi bør forberede os nu på det, der forestår. Allerede fra 1993-1995 passerede vi det punkt, hvor vi kunne være kommet ud af denne fælde af løgne, som er lagt af fjenderne af nationen, uden konflikt eller krig. Forudsat der ikke sker noget helt enestående internationalt, såsom at EU bryder fuldstændig sammen.
Et lille kuriosum
Vi omtalte at ansylansøgere får bilerne billigere, og at fremmede fra bl.a. Tyrkiet, Pakistan, Marokko efter 1 års ophold får dansk folkepension uden at have optjent retten dertil, som en dansker må.
Kommunisten advokat Carl Madsen oplyste dette allerede i 1972 i bogen "Flygtning 33". Carl Madsens bekymring dengang gik selvfølgelig på - hvilket han ikke lægger skjul på - at der kom fremmede fra den paradisiske, kommunistiske Østblok.
Men det vil sige, det har stået på i mindst 27 år, uden vi eller vore "flittige folketingsmedlemmer har opdaget det". Nogle af dem vidste det.
Vor engagerede og flittige abonnent i Søborg gav os det sidste om Carl Madsens oplysninger fra 1972.
Hvad værre er: Folketingsmedlemmerne gjorde intet ved det. Det er en skændsel mod landets retmæssige borgere. Straffeloven bør iøvrigt ændres så landsforræderi, der under forskelligt skjult dække omfatter medvirken til masseindvandring, er strafbart. P. H. Bering, Stop Indvandringen, Aalborg har udarbejdet forslag til den nødvendige ændring.
Elektronisk Kirkebog
En lang række præsters protest imod kirkebogen lagt på EDB er af pressen og dumme tilhængere blevet mødt med bl.a., modstanderne er maskinstormere, gammeldags og for gamle til at forstå noget af den ny teknik.
Det forholder sig nærmest stik modsat, og årsagen til de kraftige protester er nok så væsentlig.
To af de skarpest protesterende præster har noget af det mest avancerede EDB-isenkram, man kan få. Det fandt jeg ud af og fik bekræftet, da jeg sendte et lidt kompliceret e-postbrev (i forhold til den efterfølgende anvendelse) til en af de to.
Jeg fik samtidig oplyst:
Hunden ligger begravet et helt andet sted. Med Kirkebogen lagt på EDB bliver man fra centralt hold i stand til at overvåge og snage i vitale oplysninger om borgerne og det med præsterne som nyttige og lydige medhjælpere.
Det er selvfølgelig langt mere trygt at have disse informationer spredt i de enkelte kirkesogne uden mulighed for centralisering og magtmisbrug. Støt derfor fortsat de protesterende i aviserne.
En lang række præster i landet har sat deres stillinger ind på at forhindre den elektroniske Kirkebog.
Muhamedaner-overfald på danskere
Vil du begynde i sidste nummer?
IoD gør en del ud af disse episode-beskrivelser simpelthen, fordi der ikke længere findes pålidelige kilder til beskrivelse af kriminaliteten i Danmark. Fortsat fra sidste IoD-Nyhedsbrev:
Jyllandsposten berettede 29.11.95,
at en 15 årig dansk pige på Charlotteskolen i Hedehusene blev voldtaget på pigetoilettet af en tyrkisk elev.Da sagen kom frem var det ikke den voldtagne pige eller truslen mod andre piger på skolen, der interesserede de internationalisme-orienterede skolelærere. Det var derimod frygten for at rasende danskere skulle forårsage at "situationen bliver hidset op", som skoleledelsen sagde. Danske børns sikkerhed og velfærd kommer i anden række i multi-kulti-skolelærernes ideologiske bevidsthed.
Jydske Vestkysten gav 12.05.96 et andet eksempel på skolevold. Skoleinspektøren på Hertag Haus Skole i Haderslev blev overfaldet med slag og spark af to tyrkiske brødre, der gik i henholdsvis 7. og 8. klasse. Skoleinspektøren fortæller til avisen: "Jeg fornemmer der er noget uro bag mig, og så får jeg et slag � formentlig med en knytnæve. Jeg bliver helt ukoncentreret og vælter om på gulvet. Den yngste begynder at slå og sparke mig". Avisen beretter ikke om volden fik nogle konsekvenser for de to kulturberigere.
Udviklingen på de danske skoler er dog ikke ny. Allerede i 1992 fik vi en lærerrapport fra Gasværksvejens Skole på Vesterbro i København (skolen er overtaget nu), der fortæller om "små kampe" med de muslimske elever. Konfrontationerne er oftest "grundet på elevernes og forældrenes påberåbelse af og henvisning til Koranen. Disse henvisninger samt sætten den islamiske tro over det danske system, ses at være tiltagende, således at de større elever tit udviser manglende disciplin og efterrettelighed, især over for kvindelige lærere. Igen og igen bruges/misbruges Islam som loven over den danske lov". IoD: I grunden kan der ikke tales om et misbrug, for en muhamedaner står Islam over dansk lov.
Supplement: Omtalte rapport fra 1992 tilgik Undervisningsministeriet, men først efter der var foretaget en for lærerkollegiet ikke uvæsentlig konsekvensrettelse overalt på dens sider. "2-sproget" blev af rettet til det mere korrekte "1�-sprogede".
Søndagsavisen omtalte 26.10.97 forholdene på handelsskolerne under rubrikken "Politiet ser nærmere på voldelige forhold på flere af landet handelsskoler", og interviewer en forældre fru Lis Ravnkilde, der tog sin datter ud af en handelskole, efter en 2.generationselev havde truet hende med en pistol. Rigspolitichefens arbejdsgruppe mod gadebanderne bliver nu involveret i skolevolden. Kriminalinspektør Jens Bang, Rigspoltiets afd. E siger, at "det vil være naturligt, at den skolevold, der er tale om, bliver taget med i gruppens arbejde"
Vendsyssel Tidende beretter 18-10-97 om en undersøgelse foretaget af Center for alternativ Samfundsanalyse, der fortæller at "7 ud af 10 ungdomskolelærere har været udsat for trusler om vold på deres arbejdsplads. For 7 pct.�s vedkommende er det ikke blevet ved truslerne � de er blvet udsat for fysisk vold på deres arbejde".
I "Næravisen Odense" 19.08.97 bliver lokal-politikerne angrebet for at stå bag den udvikling, der har ført til bl.a. den berygtede indvandrerghetto Vollsmose. Politikerne vil nu afskaffe det frie skolevalg, så de tilbageværende danske familier i kvarteret tvinges til at sende deres børn til de helt fremmed-dominerede skoler. Avisen foreslår, at man evakuerer de resterende danskere fra kvarteret og overlader området til muslimerne. Medvirkende til avisens holdning er bestialske overfald på danske skolebørn på vej til og fra skolen. En 11årig dreng på vej hjem fra skole blev overfaldet og frarøvet sin cykel og sin skoletaske af et par ældre mørklødede lømrer, mens en halv snes andre mørklødede stod og så på. Drengen blev bragt til sygehuset med kraftige hævelser efter spark i skridtet, hjernerystelse efter slag i hovedet med kæppe, og et par bøjede ribben. To uger før blev en 12-årig dansk dreng snittet i hovedet og i den ene arm af en knivbevæbnet mørklødet slyngel, og antallet af fremmeoverfald på danske skolebørn og unge er nået dertil, at politiet nu prioriterer skolebørnenes færden og må lade andre opgaver ligge.
BT 7.2.98 fortæller med overskriften "Indvandrerflertal i skolebestyrelser": "Valget til skolebestyrelserne i Odense Kommune tegner til at blive et jordskredsvalg, der vil give ekko langt ind i den danske folkeskole. Alt peget på, at to odenseanske skoler får flertal af forældre med fremmed herkomst, skriver Fyns Stiftstidende i dag. De foreløbige valglister i Humlehaven og Abilgårdsskolen har henholdsvis seks af syv og fire af syv to-sprogede (eller 1�) forældre. og de syv første på listen bliver automatisk valgt, med mindre der kommer flere lister".
TV2�s "Lorry" beretter 7.1.98, at 23 pct. af skoleleverne i København nu går i privatskole, fordi forældrene fravælger de mange 2-sprogede (eller 1�) klasser i folkeskolen.
Ekstra Bladets særtryk "De fremmede" 27. 6.97, skriver at hvert fjerde barn i Københavns folkeskole er to-sproget (1�), og at ca. 3.000 modtager modersmålsundervsning på urdo, tyrkisk, bosnisk, albansk, serbisk, kroatisk, makedonsk, arabisk, græsk, hollands, spansk, italiensk, finsk, russisk, hindu, punjabi, vietnamesisk, thai, eritrea og somali. De største grupper af de ialt 6.774 to-sprogede (eller 1�) elever er pakistanere og tyrker. Alsgade skole på Vesterbro har 85 pct. fremmedelever, Bispebjerg Skole har 75 pct., Tingbjerg i Brønshøj 55 pct. og Dyvekeskolen i Sundby 30 pct. Tallene er dog fra nov. 1996 og skal derfor forøges en hel del i dag.
Efter voldssommeren 1997 og mediedebatten om indvandrernes kriminalitet og overfald på sagesløse danske borgere afholdt landets 60.000 folkeskolelærere i Danmarks Lærerforening en kongres i Aalborg Kongres- og Kultur Center. Her havde man en glimrende lejlighed til at diskutere 2.generationsvolden i Folkeskolen, der rammer både ellever og lærere. Eller diskutere skolernes største problem de såkaldte to-sprogede (eller 1�) elever, der ofte kommer i skole uden at kunne et ord dansk, og hvis tilstedeværelse betyder at danske elever sakker bagud i undervisningen sammenlignet med udenlandske skolers elever. De 60.000 folkeskolelæreres solidaritet var dog ikke med deres elever eller ofrene for fremmedvolden, men med voldsmændene. I skolelærernes fagblad "Folkeskolen" nr. 46, 1997, refereres fra kongressen:
"Nej til racisme og råhed. Danmarks Lærerforening tager kraftigt afstand fra intolerance over for fremmede. Racisme og råhed i debat om flygtninge og indvandrere skal stoppes med alle midler. Det var holdningen, da Danmarks Lærerforening�s kongres behandlede to resolutioner om emnet. Alle sluttede op bag de udtalelser, som Danmarks Lærerforening�s formand Anni Herfort Andersen kom med om emnet i sin beretning: "Vi danskere er ikke så gode, som vi går og tror og gerne vil anses for at være. Den indre svindehund får lov til at stikke sit hoved frem i et omfang og på en måde, der ville være helt utænkeligt for ikke længe siden. Som lærere i den danske folkeskole tager vi klart afstand fra fremmedhad, racisme, snæver nationalisme og enhver form for intolerance over for fremmede, uanset om de er gæster, flygtninge eller indvandrere".
Forkvinde Andersens tale fik kongressen næsthøjeste bifald iflg. bladet referent, og hun overrakte derefter Stinus-prisen på 25.000 kr. til to repræsentanter fra indvandrerorganisationen Ung-Sam. Man skal lægge mærke til, at det de 60.000 folkeskolelærere her gør er at bekæmpe danskernes legitime demokratiske ret til at argumentere mod den førte indvandringspolitik og kræve, at deres nationale rettigheder respekteres, og at deres hjemland bevares. Vi overlader undervisningen af vores børn til 60.000 mennesker, der sætter fremmedes rettigheder højere end danskernes. Det herskende forræderi, hvis fremmeste repræsentanter behandler folk med en dansk baggrund i snart sagt enhver henseende ringere end indrejste vildt fremmede, har begejstrerede tilhængere i Danmarks Lærerforening.
Skal vi finde os i det? Skal danske skolebørn fortsat indoktrineres i selvhad og nationalt selvmord?
Politiassistent Finn Månsson fortæller i Søndergaards bog (omtalt i sidste nummer) at han gerne så, at man opprioriterede nærpolitiindsatsen: " Der er en tendens til, at kriminalpolitiet ikke prioriterer de sager, der hører under ungdomskriminaliteten særligt højt. Og det er meget uheldigt. For jeg oplever, at kriminaliteten blandt unge er blevet mere rå. Før sneg de sig ind i garderober og huggede tasker, nu river de dem ud af hænderne på folk. Før listede de pengene op af lommerne på folk, nu bliver ofrene rullet på åben gade, før sloges drengene med knytnæver, nu bruger de slagvåben og hopper oven på hovedet af hinanden."
Blandt de bandemedlemmer som Per Søndergaard har inteviewet i sin bog er "Dragan", der præsenteres med helsides foto. "Dragan" er 21 år og søn af indvandrere fra det tidligere Jugoslavien, og han bor i Bækgaarden i Albertslund syd for København. Dragan lavede sit første bræk som 9-årig, da han brød ind i en børnehave og stjal 5.000 kr. Hans bande laver også det, de kalder "tomgangshærg", og de brød f. eks. ind i et designfirma, hvor de ødelagde møbler og kunst for 800.000 kr., fortæller han stolt. Han var med da en bande trængte ind på en skole i Albertslund for at tæske nogle danske
elever, bevæbnet med knive og køller, og Dragan blev anholdt. Han siger, at han bor i en ghetto med mange indvandrere og tilføjer: "Faktisk tror jeg ikke, at en dansker ville føle sig særlig tryg herude". Når Dragan og hans bande er oppe og slås har de en speciel taktik som Dragan forklarer sådan: "Det gælder om at få ham til at slappe af. Helt af. Når han så tror, at der er fred og ingen fare � og måske vender siden til � så slår man. Hårdt!" Dragan demonstrerer hvordan hovedet bliver kastet til siden ved sådan et slag, og han fortsætter: "Fordelen ved den teknik er, at man er næsten sikker på, at modstanderen bliver slået i jorden. Og når han så ligger der, så kommer de andre og tramper på ham og gør ham helt færdig. Bagefter er det altid lige meget om det har været en jævnbyrdig fight, eller om det har været en nem modstander. Alle skal bare hen og hoppe".
Dragan har aldrig siddet i fængsel! Men ifølge ham selv er det blot fordi han har været heldig. Hans synderegister er nemlig lige så stort som de andres. Han siger: "Jeg har lavet alle former for kriminalitet. Røverier, tyverier, vold og mordforsøg. Men jeg er kun blevet knaldet en gang. Det var bare for et biltyveri � og heldigvis blev der ikke taget fingeraftryk".
Den berygtede kriminalinspektør Willy Elliasson fra Glostrup Politi bliver også interviewet i Per Søndergaards bog, og han bruger hele interviewet til at nedtone alvoren i kriminaliteten og til at undskylde forbryderne. Han mener ikke der er grund til at ændre på det kriminalpræventive arbejde, selom gruppen af unge indvandrere er blevet en både større og vigtigere målgruppe. De fleste af dem er gode nok. Også selvom de har lavet kriminalitet. Faktisk mener jeg, at kriminel adfærd siger noget om, at man er er kreativ og kan tænke selv"!!
Jo hurtigere den mand bliver smidt ud af politiet, jo bedre.
Hvordan skal Glostrup Politi kunne lave effektivt politiarbejde, hvis der skal være plads forbryder-elskere på lederposterne?
Per Søndergaard har også været i Odense og interviewet nogle politifolk. Da antallet af uopklarede voldsager steg i Odense, oprettede man en særlig gruppe rettet mod 2.generations-indvandrere. Den fik navnet Balkan-patruljen. Politiassistenterne Per Franch og Kim Thyssen fra gruppen fortæller: "Vi kunne ret hurtigt se at der var to grupper. En gruppe bestående af tyrker og nogle få danskere, der primært lavede berigelseskriminalitet. Og en anden gruppe af arabiske unge, der lavede "ulempepræget" kriminalitet � først og fremmest vold. Den arabiske består af ca. 220 unge arabere, med en hård kerne på 20.
Debatten om deportering af kriminelle indvandrerfamilier stilles i relief af politiets erfaringer i Odense. Kim Thyssen og Per Franch fortæller: "Værre ser det ud med den hårde kerne. De er nemlig pædagogisk uopnåelige". Der vel ca. 300 arabiske familier i Odense. Langt hovedparten af dem fungerer godt. Problemerne med de unge har udgangspunkt i ca. 20 familier, som har i alt ca. 80 børn. Det største problem fremover bliver at forhindre, at den hårde kernes mindreårige brødre bliver lige så forhærdede som deres storbrødre....
"De pædagogisk uopnåelige" har ingen normer og grænser, som andre mennesker har. En af dem kan gå hen til en lille dreng og sige: Jeg vil have din cykel. Nej, svarer den lille dreng, det er min, og den er ny � hvorefter fyren fra den hårde kerne trækker sin kniv, snitter den lille dreng i i ansigtet og tager hans cykel. Umiddelbart skulle man tro, at sådan en fyr var lige til den lukkedes afdeling, fordi han er farlig for sine omgivelser. Men sådan er det ikke. Han vil blive straffet efter straffeloven og eventuelt blive anbragt uden for hjemmet, hvis han er under 18 år. Men de anbringelser, vi har set indtil videre, har har været på åbne institutioner, som de unge har kunnet smutte fra, når de ville � og det har de gjort. Vi kan nævne et grotesk eksempel i den forbindelse. Der var en ung, som skulle tvinges væk fra miljøet i Vollsmose, hvor mange fra den hårde kerne bor. Han blev anbragt på en institution på Nordfyn. På institutionen hjalp man drengen til et fritidsjob som flaskedreng i et supermarked � i Vollsmose". Kim Thyssen tilføjer, at politiet ikke kan forhindre, at den hårde kerne laver ny kriminalitet � for eksempel gaderøverier og voldskriminalitet, som den form for kriminalitet, de er berygtet for. "Før Balkan-patruljen blev etableret havde vi masser af uopklarede sager med udlændinge som mistænkte. Nu opklarer langt de fleste".
At Odense politi ikke har kontrol over situationen i Vollsmose-kvarteret fremgår af, at man har måttet søge hjælp hos den muslimske imam i den arabiske moské for at få stoppet bande-kampe i kvarteret. Betjentene fortæller: "Sidste sommer var der en meget voldsom � og meget omtalt � episode i Vollsmose. En gruppe unge somalier angreb en gruppe unge arabere, der opholdt sig i ungdomsklubben Ragnarok. Somalierne var bevæbnet med knive, nogle arabere kastede med billardkugler, mens andre fra gruppen hentede et jagtgevær". Konflikten blev stoppet, inden den endte i en tragedie. Men Per Franch og Kim Thyssen � og andre der arbejder med unge etniske grupper i Odense � frygtede at konflikten atter ville bryde ud og udvikle sig til noget nær en borgerkrig. Betjenten forklarer: "Der blev etableret en kontakt til imamen. Som muslimsk præst nyder imamen stor respekt i de arabiske kredse, og han kan via sin fredagsbøn lægge en dæmper på gemytterne, når der er optræk til ballade, forklarer Kim Thyssen og føjer til: "Det skal ikke forstås som om der er nogen, der dikterer, hvad imamen siger. Det bestemmer han selvfølgelig suverænt"...., understeger betjenten skyndsomt.
En enkelt udtalelse fra en institutionsanbragt fremmed ellers bosat i Helsingør: "Det første overfald jeg fik dom for skete på en S-togsstation. Der stod en jyde og viftede med et klippekort. Jeg sagde: stik mig det kort der. Det ville han ikke. Vi skubbede lidt til hinanden og så endte det med, at jeg smadrede ham fuldstændig. Blandt andet fik han sådan nogle underlige blødninger i øjnene", fortæller Anas, hvis hjernevirksomhed � eller mangel på samme � ikke har ændret sig efter et års ophold på Solhaven i Farsø på Himmerland. Anas og hans kammerat blev senest dømt for et røverisk overfald på to kunder på McDonalds i Helsingør. Han er araber fra Mellemøsten, og han fortæller, at han har gået på alle skoler i Helsingør og er blevet smidt ud af dem allesammen. Når han skulle bruge penge rullede han tilfældige mennesker, han mødte på gaden. Han fortæller: "De bedste ofre er chauffører med en ordentlig tegnebog eller folk, som han lige har set hæve 1000 kr eller mere på deres Dankort. Anas taktik var at slå så hårdt, at han var sikker på at ofrene gik i gulvet. Var det en stor voksen mand han havde udset sig brugte han derfor en flaske eller et andet slagvåben for at være helt sikker på, at manden blev slået omkuld. Vi var vel i alt 60-70 unge indvandrere fra Helsingør, der holdt sammen. Vi var ikke nogen bande, men selvfølgelig var der nogle naturlige ledere i gruppen. Laver man for eksempel noget sindsygt, får de andre respekt for en. Det er klart", siger han. Han havde en høj status i gruppen og kunne få de andre til at lave kriminalitet for sig, hvis han manglede penge. Han glæder sig til at vende tilbage til Helsingør.
Og det fortsætter i lange baner om deres råhed, vold, overfald, mordforsøg og had samt upåvirkethed af de korte danske straffe, som de iøvrigt sjældent oplever. Princippet er mere blevet: "Anholdt og løsladt".
De såkaldt ansvarlige lover og lover, at nu vil de gøre noget. De lover tilsyneladende kun for at berolige dig til det er for sent.
På Politiets hjemmeside findes i afsnittet om gadebander en oversigt over hvilke politikredse, der har gadebander.
| Politikredse med alvorlige problemer med gadebander |
Politikredse med mindre alvorlige problemer med gadebander |
|
Gladsaxe |
Assens |
|
Glostrup |
Esbjerg |
|
Haderslev |
Frederikssund |
|
Helsingør |
Hobro |
|
København |
Holbæk |
|
Odense |
Hvidovre |
|
Randers |
Køge |
|
Roskilde |
Lyngby |
|
Sønderborg |
Nyborg |
|
Ålborg |
Ringsted |
|
Århus |
Skive |
|
Slagelse |
|
|
Svendborg |
|
|
Vejle |
Indberetningerne viser således, at 25 ud af 54 politikredse pr. september 1999 har mere eller mindre alvorlige problemer med gadebander. Af disse har 11 politikredse alvorlige problemer.
JP KØBENHAVN 6-10-1999
bringer en artikel af Torben Benner:Uddrag:
Kun hver tredje betjent kender retningslinjerne for, hvordan politiet skal forholde sig til racisme. "Beklageligt", mener politidirektør Hanne Bech Hansen. Knap halvdelen af de københavnske betjente kender intet til den udstukne strategi for, hvordan politiet skal opføre sig over for flygtninge og indvandrere. Det viser en undersøgelse foretaget af Dansk Center for Migration og Etniske studier. "Beklageligt og klart utilfredsstillende," mener både politidirektør Hanne Bech Hansen og lederen af Dokumentations- og Rådgivnings-centret om Racediskrimination, Eric Tinor-Centi. "Strategien skal selvfølgelig være kendt af de patruljerende betjente, ellers nytter det jo ikke noget," siger Hanne Bech Hansen. "Den er et forsøg på at udjævne den grøft, der kan være mellem de etniske minoriteter og politiet. Når betjentene ikke har kendskab til strategien, kan konsekvensen være, at de ikke opfører sig optimalt � til skade både for dem selv og dem, de snakker med." Racisme skal efterforskes I strategipapiret fastslår politidirektøren bl.a., at: -
Etnisk udseende og hudfarve ikke længere kan anvendes som kriterium for nærmere kontrol � hverken ved indrejse over grænsen eller over for mennesker, der opholder sig i Danmark. -
Anmeldelser om diskrimination skal prioriteres højt og efterforskes hurtigt. -
Politiet straks skal iværksætte en efterforskning, hvis de konstaterer racistisk graffiti eller lignende. Skønner politiet, at der er risiko for gentagelser, skal der laves synlig patruljering i området. Og selv om politiet skønner, at der ikke er tale om racistiske motiver, skal sagen behandles som en racismesag, hvis offeret eller andre fra minoritetsgruppen opfatter den som racistisk. Desuden fremhæves vigtigheden af en løbende dialog mellem politiet og de etniske minoriteter. "Strategien er et positivt skridt fra ledelsens side og en forsigtig erkendelse af, at der eksisterer spændinger mellem etniske minoriteter og politiet, som kan tilskrives politiets opførsel. Derfor er det skuffende, at de menige betjente ikke kender den," siger Eric Tinor-Centi. Ifølge Eric Tinor-Centi viser undersøgelsen, at foruden den halvdel af styrken, der slet ikke kender strategien, er der yderligere 20 pct. af betjentene, der har ringe kendskab til den. Kun lidt færre end hver tredje af de adspurgte betjente fra tre tjenestesteder i København kendte politiets strategi. Ifølge Hanne Bech Hansen hænger det manglende kendskab bl.a. sammen med, at mellemlederne og vagtlederne er for dårlige til at briefe betjentene. "Nu går vi i gang med at give mellemlederne kurser i, hvordan man briefer de folk som sendes ud og skal løse alle mulige opgaver på den bedste og rigtigste måde. Og det vil være naturligt, at de vagthavende tager denne her strategi op med betjentene," siger hun. Slut referat af Benners artikel Jyllands-Posten/lederen 3-4-1997: uddrag: Det magiske ord RACISME! Det er åbenbart et ord, der kan sætte enhver fornuftig argumentation til vægs. Hvis man er trængt, og ens argumenter er tynde, så skal man bare målbevidst lede efter en anledning til at råbe ordet: racisme. Så skælver alle og retter ind, for er der noget, man ikke vil beskyldes for, så er det racisme. En 10-årig dreng er blevet bortvist fra Frederikssund Private Realskole, fordi han med sine forældres aktive billigelse nægter at gå i brusebad sammen med de andre drenge efter gymnastiktimerne. Hvis han skulle være genert over at være nøgen sammen med kammeraterne, så må han se at komme ud over sin generthed. En fornuftig lærer kunne også snakke med ham om sagerne. Det sker sikkert hver dag. Hvis drengen skulle forlange særbehandling og insistere på at komme i bad før eller efter de andre, ville han blive mødt med en stille hovedrysten. Naturligvis må man indrette sig efter fællesskabet og se at vænne sig af med sine fine fornemmelser. Men når ens forældre er indvandrere og muslimer, forholder det sig anderledes. Med en tyndt underbygget henvisning til deres tro forbyder de drengen at gå i bad sammen med kammeraterne. At muslimer i årevis har kunnet gå i bad sammen med kammeraterne i skoler og sportsklubber, er et argument, som har ringe kår mod det magiske ord: racisme. Dokumentations- og Rådgivningscenteret om racediskrimination (DRC), der er et privat, men i vid udstrækning offentligt støttet foretagende, har meget uelegant blandet sig i sagen og anmeldt Frederikssund Private Realskole for racisme. Man kan med samme vægt argumentere for, at DRC gør sig skyldig i racisme ved at forlange forskelsbehandling. (IoD: Se dog det fremhævede nedenfor) Det fremmer ikke forståelsen mellem danskere og indvandrere, at et dokumentations- og rådgivningscenter på denne måde farer frem og råber op om racisme. Der er tale om en ganske banal konflikt, som i stedet for at blive løst på skolen bliver pustet op til principielle højder, fordi forældrene påberåber sig deres religion, og fordi Dokumentations- og Rådgivningscenteret afsporer diskussionen med det magiske ord: racisme. Slut på referat af JP 3-4-1997 Her skal det oplyses, at såkaldt racisme er noget et mindretal per definition kan udsættes for, indtil dette mindretal er i flertal. "Så vi har trods alt noget at glæde os til". Jyllands-Posten 28-10-1997: uddrag: En udlænding, som i mange år har iagttaget Danmark indefra, forstår godt højrebølgen. Tyskeren Sepp Piontek, som i dag træner superligaens tophold, Silkeborg, kalder danskerne for utroligt naive.
"Danskerne er blevet udnyttet af flygtninge i mange år. Jeg forstår godt danskerne, når man ser, at de har den højeste beskatning i Europa, at de næste generationer skal betale af på den kæmpe statsgæld, at syge må vente på at komme på hospitalet, at skolebørnene ikke får en ordentlig uddannelse, mens der er penge nok til flygtninge". Sepp Piontek, cheftræner i Silkeborg slut på referat af JP 28-10-97 Før balladen med volden fra gadebanderne rigtig kom frem på TV, hvad gjorde vore såkaldt ansvarlige da? Som et led i finanslovsforhandlingerne for blot tre år siden så det således ud: I efteråret 1996 blev der med regeringens og de konservatives stemmer i Folketinget besluttet kraftige nedskæringer i politipersonalet i forbindelse med finansloven for 1997. Det såkaldte "politiforlig" (dengang) sugede de sidste ressourcer ud af politiet, meldte Politi-foreningens formand i pressen (dengang). Udlandet, hvordan ser det ud der? Det er altid svært på et sagligt grundlag uden videre at sammenligne forholdene mellem forskellige lande. Vi har f.eks. ikke ressourcer til at gennemgå udenlandsk kriminalstatistik og ditto befolkningsopgørelser med den seriøsitet, der fordres. Tager vi vor store nabo Tyskland kan vi dog drage enkelte sammenligninger. Junge Freiheit, ( Detsuagtet den prekære situation skærer forbundslandenes indenrigsministre, hvorunder politiet i Tyskland hører � bortset fra Bayern - ned på personalet. Sidste år fjernedes i alt næsten 3.000 stillinger, og trods hovedstadserfaringerne andetsteds fra vil Berliner Senatet i 1999 beslutte besparelser i Berlin på 599 stillinger....I befolkningen bliver stemmerne højere og højere for mere polititilstedeværelse. 74% af alle borgere føler sig truet af den kriminelle vold". Meldinger fra Mainz: "Efter kriminalpolitiets øverste instans i delstaten har udført en analyse af flere hundrede efterforskningssager mod Kosovo-albanere. Den viser at disse udlændinge organiserer sig i bander, der særligt begår tyveri i Nordtyskland, i Sydtyskland handler de typisk med narkotika. I SWR-Magazin under overskriften "Rapport" forklarer en Balkan ekspert: "Pengesummerne fra forbrydelserne tilflyder bl.a. Kosovo-befrielses-hæren - som den fortsat kaldes � UCK". I følge en kvindelig unavngiven fra det tyske finanstilsyn skulle der skønsmæssigt flyde 1 milliard DM årligt fra albanere i Tyskland til Kosovo. Erich Schmidt-Eenboom fra Fredsforsknings-instituttet i Weilheim meddelte, at UCK er "i vid udstrækning blevet finansieret fra området, "organiseret kriminalitet", især ved heroinhandel i Mellem- og Midteuropa". "Når UCK vil opfatte sig selv som en politisk kraft for fremtiden vil dens indblanding med organiseret kriminalitet hurtigt sætte en stopper herfor".
Ja, det kan vi da håbe. I Tyskland opholder der sig mere end 200.000 Kosovo-albanere, af dem er 180.000 indrejst illegalt i følge Forbunds-indenrigsminister Otto Schily.
Ser vi kort i det lutherske månedstidsskrift Die Zeichen der Zeit (Tegnene i Tiden) nr. 7 1999 kan vi læse artikel af Martin Hagenmaier med titlen "Kriminaltango, Jedes Jahr neu: Statistikrituale" (...hver år nyt: Statistikritualer)
Heri beretter Hagenmaier at han undrer sig hvert år over med hvilken hast de årlige opgørelse af fald og stigninger bliver færdiganalyseret og kommenteret. Man kan ikke blive fri for at få det indtryk, at flere kommentatorer skriver hurtigere end det gennemsnitlige menneske kan tænke, skriver Hagenmaier. Hagenmaier undrer sig ligeledes over det såkaldte "mørketal", som omtales overalt. "Mørketallet" viser i denne forbindelse forskellen mellem antallet af anmeldte og det faktiske antal forbrydelser. I Tyskland anslås tallet 100%. Det forstås således, at det faktiske antal forbrydelser i virkeligheden er dobbelt så stort som det antal, der anmeldes til politiet. Ingen kan kende dette tal. Men rundspørge ved stikprøve kan gennemføres, men her er der mange muligheder for fejlfortolkninger af problemstillingen samt undersøgelse byggende på upålidelige data: Spørger man folk hvorledes, de forventer at forholde sig i tilfælde af, at de udsættes for en forbrydelse? Det er ikke pålideligt? Eller spørger man folk - "som man iøvrigt ikke rigtig kan finde" -, der har været udsat for en forbrydelse, som de ikke har anmeldt. En sådan undersøgelse har vor Flemming Balvig også lige præsenteret. Vi kan ikke tage stilling til den slags, derfra. Af alle anmeldte forbrydelser i Tyskland opklares 32,3 %. (I Danmark er opklaringsprocenten nede på 20%) Det er dog som om opgørelserne er udarbejdet udelukkende for at kontrollere effektiviteten blandt det ansatte, skriver Hagenmaier. (Det samme gør sig gældende i Danmark � men her har vi Eva Smidt og Flemming Balvig til at vise os, hvorledes vi skal forstå tallene). Både kriminologer, professorer og præster, selv talblinde vil se sandheden indhente alle løgnene. Hvis de vel at m�rke ikke n�gter at se. Det sidste er problemet med massepsykosens individer. Ser vi i Nyt fra Europa nr. 8 1999 - udgivet af Europa-Parlamentets Centrale Presseafdeling � kan vi læse om Europa-Parlamentets formand Nicole Fontaine, der har besøgt Kosovo og Makedonien 20.-21. september 1999. Der skal oprettes et EU-finansieret Genopbygningsagentur i Pristina med 200-300 ansatte. Og der er behov 500-700 mill. euro om året i hjælp .... som supplement til narkopengene fra bl.a. Tyskland, kan vi tilføje. IoD: I sidste IoD-Nyhedsbrev påviste vi, at den såkaldte "menneskehed" i Kosovo meget vel kunne udgøre blot ca. 2% af menneskene. Vi er derfor mere bekymrede for menneskene end for "heden". "Menneskehed" er iøvrigt et ideologisk begreb. Et menneske er konkret. Islamisk Fundamentalisme � også i Danmark Af Jyllands-Posten
uddrag:
Islam fremtræder nu om stunder som en fredens og tolerancens religion. Men sådan forholder det sig ikke, skriver fhv. domprovst Poul Erik Andersen.
Vi hører dagligt om de ugerninger, som de militante islamiske fundamentalister begår, og vi er faktisk allerede på vej til at indstille os på, at fundamentalistiske bevægelser hører med i vort verdensbillede som selvstændige, uomgængelige aktører.
Alle steder, hvor de får råderum, spirer volden frem, og den vokser efterhånden næsten uhæmmet. De kan leve enten i nær tilknytning til regimet som i Saudi-Arabien, Iran, Afghanistan eller Sudan, eller som brede, men velorganiserede bevægelser i kamp med systemet som i Tyrkiet, Ægypten, De palæstinensiske områder og Algeriet. Det blodige slagterhåndværk, som udføres af GIA og FIS i Algeriet har mindst kostet 50.000 mennesker livet, P.F.L.P. og Hamas på palæstinensisk område fører ligeledes deres terrorpolitik overfor civilbefolkningen med flybortførelser, bombeattentater og selvmordsaktioner. Refah Partisi i Tyrkiet trækker blodige spor langt ind i Europa, overfald på turister i Ægypten er ganske meningsløse, og lokale terrorangreb som mod World Trade-center vidner om en ubegribelig umenneskelighed.
Legitime børn af islam
I alle muslimske lande myrder de radikale bevægelser kunstnere, journalister og islamkritiske intellektuelle i hundredevis (Rolf Stolz: Kommt der Islam). I mediedækningen af disse begivenheder synes det ofte, som om man forsøger at undlade at trække en direkte forbindelse mellem de fundamentalistiske bevægelser og den store verdensreligion islam. Sagen er imidlertid, at de fundamentalistiske bevægelser er legitime børn af islam, omend hærdet og styrket gennem fattigdom og politisk undertrykkelse. De har i høj grad deres udspring netop i islam.
De store profet Muhammad med de enestående evner både i religiøs og politisk henseende og med de store modsætninger i personligheden, gjorde bevidst brug af terroren som våben i sit politiske opgør med Mekka og modstanderne i Medina (Frede Løkkegaard: Muhammad ). Og i profetens forbillede kan de militante fundamentalister i høj grad finde deres næring. Måske er det derfor, at stærke muslimske regimer har så svært ved at tage afstand fra fundamentalisternes voldspolitik.
Mærkværdigvis har der i de seneste årtier langsomt dannet sig et nyt billede af islam. Nu fremtræder islam i mange kredse som en fredens og tolerancens religion med plads til både kristne og jøder inden for sine grænser, som rammen om et kulturskabende folk med misundelsesværdig forståelse af familie- og samfundsværdier og med alvorlig respekt for sit religiøse grundlag.
Liberale strømninger
Men sagen er imidlertid, at islam ikke er nogen fredselskende og tolerant religion, selvom der breder sig moderate og liberale strømninger i flere lande, og selvom mange muslimske indvandrere, også i Danmark, langsomt tilpasser sig nye skikke. Islam er grundlæggende en krigerreligion. Dens grundlægger og forbillede Muhammad beundres og forherliges. Og barmhjertighed kendes kun muslimer imellem. Den ud fra Koranen begrundede hellig krig, djihad mod alt, som krænker islam, kan forstås i mange henseender, men lige fra Muhammads dage har den også betydet kamp imod vantro. Så sent som i 1991 kunne Irak opfordre til djihad mod USA, mens andre muslimske stater opfordrede til djihad mod Irak. Der er heller ikke tvivl om, at de fleste palæstinensere opfatter kampen mod Israel som djihad.
Men netop krigen mellem muslimske lande, mellem Iran og Irak, Irak og Kuwait, Saudi-Arabien viser, hvor let kampberedskabet udløses også i nyere tid.
At islam skulle være en tolerant religion modsiges af de interne opgør i muslimske lande, borgerkrigen i Afghanistan, kampene i Libanon og Algeriet, forfølgelsen af kurderne, af sump-irakerne, og udryddelseskrige i Sydsudan og i Nigeria.
Myten om tolerancen er sikkert opstået under islams voldsomme ekspansion i syvhundredtallet. Her foretog man ikke nogen systematisk udryddelse af de oprindelige beboere, men da man ikke selv havde befolkningsunderlag til at regere de undertvungne lande pålagde man jøder og kristne "bogens folk" en religionsskat og gjorde så i øvrigt brug af dem ved landets administration. Senere hen har det været småt med tolerancen. De få tilbageblevne kristne og jøder på muslimsk område lever under kummerlige forhold. De kristne grusomheder under korstogene syner af meget lidt i sammenligning med den muslimske fremfærd overfor de armenske kristne. Langt over en million blev udryddet i årene 1914-15. Et kendt tyrkisk ministerord beskrev udåden således: "Det armenske spørgsmål skaffer man bedst af vejen ved at skaffe armenierne af vejen". Intet under, at Hitler var optaget af begivenheden. Flere hundred tusinde kristne i Sydsudan er myrdet af det islamiske diktatur i Khartoum. I Nigeria er brutaliteten overfor de kristne ligeså udbredt.
Tolerance i skævt lys
Den islamiske tolerance sættes også i et skævt lys af den kendsgerning, at mens muslimske indvandrere i europæiske lande udfolder deres religiøse liv på linie med andre religiøse samfund og f.eks. indretter moskeer i stort tal (i Danmark over 100), så er de få kristne menigheders liv i de muslimske lande stærkt begrænset. Annoncering af gudstjenester er som regel forbudt, kirker kan mig bekendt ikke opføres. I Saudi-Arabien findes kristne kirker slet ikke, end ikke halssmykker med kors er tilladt. I Indonesien blev i 1995-96 flere hundrede kristne kirker nedbrændt. I Nordnigeria har der i de seneste 10 år været flere forfølgelsesbølger med mindst 50.000 kristne ofre og afbrænding af hundreder af kirker. (ABD AL MASIH: Der Islam). På det moralske område er tolerancen måske endnu mindre. En seksuel forbindelse mellem en europæisk mand og en ugift muslimsk kvinde udløser dødsdom. En far modtager officiel ros for at nedskyde sin datter, fordi hun førte bil, og et tyveri betales stadigvæk med en hånd. Kritik af en religiøs tradition kan i Iran udløse en dødsfatwa.
Fundamentalisterne præger livet i deres hjemlande, men også i indvandrerlande er de stærkt repræsenteret. De er organiserede i radikale grupperinger med tæt forbindelse til hjemlande. I Danmark kendes især P.F.L.P. (Folkefronten til Palæstinas befrielse") (Blekingebanden) og for tiden A.I.C.P. ("Islamisk forening for Velgørende Projekter"). (Bl.a. muslimske friskoler). Begge er organisationer med hjemsted i Mellemøsten. Adskillige topfolk hentes til Danmark, og udenlandske imamer med radikale synspunkter er aktive ved koranskolernes undervisning af børn og unge. Blandt hundreder af muslimske organisationer i Tyskland vurderer "Verfassungsschutz", at 22 er radikale. Nogle af dem virker i europæisk sammenhæng og kan have forbindelse til Danmark. Det vil være naivt at tro, at ingen af de mange andre radikale islamiske paraplyorganisationer, der arbejder i europæisk regi, skulle have repræsentation i Danmark.
Aflæggeren af det tyrkiske Velfærdsparti, Refah Partisi med navnet Milli Görus (Det islamiske samfund Millie Görus) f.eks. har efter egne oplysninger i 1995/96 161.536 medlemmer i Europa. (Spuler-Stegemann: Muslime in Deutschland). Dets målsætning består i "På verdensplan at bringe den retfærdige orden til magten". Karakteristisk for sådanne foreninger er, at de oftest fremtræder med "veldædige" navne og formål.
De ideologiske holdninger bag fundamentalisterne hentes fra Koranen. For dem som for alle muslimer er Koranen og Sunnaen, dvs., de nedskrevne samlinger af profeten Muhammads sædvaner (hadith) trosgrundlag. Men mens muslimske teologer prøver at tolke nye samfundsændringer i lyset af Koranen og Sunnaen, afviser fundamentalisterne enhver udvikling, der har fundet sted efter kaliffen Alis død i år 656. Derfor ønsker alle fundamentalister, selvom der også hos dem er forskellige opfattelser, at skabe en stat på det fundament, der er skitseret i Koranen. De mener, at når man praktiserer den oprindelige islam, så vil islams sejr over den ganske verden være inden for snarlig rækkevidde.
Det drejer sig om at indføre den muslimske Gudsstat, byggende på den guddommelige islamiske ret, sharia. Og religionen skal bruges som middel til at opnå politisk magt. De fleste er fyldt med afsky overfor verdsligt demokrati og statsdannelse. Derfor må enhver integration af indvandrede i den verdslige stat afvises, og gamle islamiske dyder fastholdes.
Der har kun i ringe omfang kunnet påvises organiseret terrorvirksomhed i Danmark, men en ganske uforsonlig holdning kommer ofte til udtryk. Ved en panelsamtale i K.B.-Hallen om religionsfrihed og religionslighed blev den fremtrædende muslim Abdul Wahid som paneldeltager spurgt, hvordan han forholdt sig til en netop i Iran afsagt dødsdom over en person, der havde omvendt en muslimsk kvinde til bahai-religionen.
Rimelig dom
Abdul Wahid svarede, at det var rimeligt, at manden var blevet dømt til døden. Som muslim måtte man følge sharia og være konsekvent. Og han gav udtryk for, at sharia ville blive indført i Danmark, så snart der var skabt et flertal af muslimer.(Præsteforeningens Blad 42, 1998). Eksempler på vold i flygtningecentre er der nok af. Der er også eksempler på opgør i familiekredse med drab til følge. Her kan radikale synspunkter have været mærkbare. De har også kunnet spores i den såkaldt tørklædesag og bag kravet om særlig adgang for muslimer til offentlige svømmehaller. Og de stopper ikke her. Der er heller ikke tvivl om, at unges voksende aggression mod alt dansk er fundamentalistisk inspireret. Det samme mærker man bag den voksende kritik af de nye integrationsregler.
Der er ingen, der ved, hvor mange fundamentalister, der er i Danmark. Når man forsøger at klarlægge dette spørgsmål, støder man ind i det mærkelige taqyyia-begreb. (oprindelig et shiitisk begreb), som vi godtroende danskere dårligt forstår, men absolut bør være opmærksomme på. Taqyyia betyder forstillelse, og det udtrykker, at sandhed, især i religiøse anliggende kan være et tvetydigt begreb. Under visse forhold kan en muslim undlade at sige sandheden. Hvis det gavner islams sag, må han gerne skjule sine egentlige hensigter under høflig imødekommenhed. Det er derfor i praksis vanskeligt overhovedet at få en forestilling om, med hvilke holdninger de muslimske indvandrere møder det danske samfund. En tysk forsker, Hildegard Becker (Manuskript af 23. juni 1997) udtrykker tyske erfaringer således: "Hovedproblemet er dobbeltbundetheden. Overfor tyskere og på tysk sprog betoner man uafladeligt, at man står på grundlovens grund og ønsker dialog. Men overfor tyrkere og på tyrkisk er hetzparolerne mod det tyske demokrati, mod pluralismen og det angiveligt sædeligt forrådnede tyske samfund langt stærkere.
Slut på uddrag fra JP 22-11-98
Som supplement til sidste uddrag se eventuelt
Vestlige muslimske lederes udtalelser om Vesten, som tidligere er udsendt med IoD-Nyhedsbrev eller: www.united-bluff.com/udt.html
Hvem bestemmer i Danmark? Vi fik en lille, meget sigende deltalje tilsendt fra vor støtte i Rødovre gennem hele kampen: I "Motor" oktober 1999 ("Motor" er Forenede Danske Motorejeres blad) kunne man bl.a. læse: "I sidste samling vedtog Folketinget tre anlægslove, der baner vej for anlæg af motorvej på tre af de mest befærdede hovedvejsstrækninger i landet: rute 9 Odense og Svendborg, rute 18 mellem Herning og Brande, og rute 21 mellem Holbæk og Vig....". Misforstå mig ikke, dette er ikke propaganda for flere eller færre motorveje. Sigtet er uændret. (citat fortsat:) "...Men selv om vejanlæggene således er vedtaget, er der ikke sat en krone af til formålet i det forslag til Finanslov for 2000, som regeringen har fremlagt.....Endnu mere graverende er det, at der i finanslovforslaget kun er sat 372,6 millioner kroner af til at drive og vedligeholde det eksisterende statsvejnet for. Det står i skærende kontrast til det faktiske behov, som Vejdirektoratet har beregnet til 643 millioner kroner. Nyt er de ekstra indkradse midler fra ændring af reglerne for genopbygningsbiler � de er omtalt på vor løbeseddel om billigere biler til de fremmede. Den ændring forventes at give 400 mill. kr. i ekstra provenu fra registreringsafgiften. Nu kommer vi til det interessante: Når vi enten nærlæser 1998-Finanslovens mange tusinde poster, Danidas årsberetning eller måske kikker i Ekstra Bladets læserbreve henholdsvis den 19. og 21. september 1999, kan følgende læses: "Grus i hjernen Danmark har ikke råd til at vedligeholde vore asfaltvejene, men vi må pløje dem op og lave billigere grusveje. Denne pengenød forekommer mærkelig, når Danmark ifølge Danidas årsberetning for 1998 har råd til at bygge veje i Tanzanis for 440 mill., Uganda for 398,5 mill., i Zimbabwe for 53 mill. og i Gaza markveje for 4,2. I alt 895,7 mill. kr."
Af Helge Stub � Kystvej 8A � Hornbæk "Grus i maskineriet Hvornår mon vanviddet hører op? Vi har ikke råd til at vedligeholde vore egne veje. Derfor skal vi flere steder tilbage til grusveje � og så i det danske klima! Men vi har råd til at give Ghana 232 mill. til veje. Uganda 398 mill. og Bangladesh 307 mill. kr.Danmark har nu i 30 år været det land, der har givet mest pr. indbygger i u-landsbistand. Mon ikke det er på tide at stoppe denne flothed, inden vi selv ender som et u-land.
Af V. Ree - Hasselparken 25 � Hørsholm Samlet bliver det til godt 1.400 mill. kr. til u-denlansk vejnet. Jeg skrev i "Sandheden, er det hvad folk tror på (?)" omkring 1992: "Ja, hvis vi dækker 3.verdenens udsigtsløse gæld ind, må vi i vestnationerne gerne gøre os endnu mere afhængige af interbankerne, for 3.verdenen har de mistet interessen for de fleste steder, hvis der ikke lige frem er noget i jorden eller udsigt til noget voldsomt, der passer ind i tegningen". Nu kan vi supplerende oplyse, at en af de fine på tinge ved en lejlighed talte over sig � vel nok fordi vedkommendes samvittighed, hvad dette angik, var iorden:
"Se, invitationerne til (gratis) sommerferie på eksotisk steder i verden, for eksempel i den tredie, indløber altid lige omkring vedtagelsen af den danske Finanslov". Dette var en kombination af sammenhørende kendsgerninger, der skulle fremme sandhedens sag. For dem, der har set "Forklædt som fattig" på DR-TV om u-landenes mangemilliardærer, korrukte regeringer, ditto politikere, ditto embedsmænd (herunder skatteopkrævere), mega-forurening og de mange fattige, må Danmark tage sig ud som et rent mønstersamfund i sammenligning. Men sammenligning har ingen relevans. Der skal dog ikke megen undersøgelse og omtanke til for at konstatere, at den samlede verden ligger under for bedrag, som de opstillede, de indvalgte, i hvert fald de genindvalgte politikere med fordel deltager i. "At lette firmaernes konti på Caymans Island og i Schweiz for 1 uges omsætning og tilbyde de fattige disse penge til en fornuftig, kontrakt-styret opstart i det land, hvor milliardærerne har tjent på sultelønninger og børnearbejde", synes ikke ganske uoverkommeligt, hvis der fandtes "en millimeter" omtanke hos nogle af lederne i de pågældende lande eller hos vore så udpræget internationalt orienterede politikere. Et internationalt betalings- og kreditsystem, som det jeg gennemgik i hovedtræk i sidste IoD-Nyhedsbrev med udgangspunkt i en tale af prof. Hankel, kunne sikre, at der skete noget sådant konstruktivt. Apropos politiets ressourceanvendelse Kl. 22.00 7/11 startede 2.generationsbander gadekampe, ildspåsættelser, rudeknuseri, forretningsplyndringer på Nørrebro i København. Politiet havde ikke mulighed at slå til med effekt før to timer senere, fordi de har så travlt med at køre taxakørsel for nye illegale indvandrere, der skal til Sandholmlejren, før de kan gå aktivt ind i kampene mod politiet. Ingen blev anholdt og løsladt. Tilføjelse 8/11: Én anholdt og snart løsladt. 12/11: Nu ville en forretnings- drivende på Nørrebro selv forsvare sin forretning, efter der er anmeldt "demonstration" i weekenden efter �del�ggelser. Sådan må det være, når politiet ikke kan eller må. Opgaver som skal løses Opgaven med at kontakte overlæge på Rigshospitalet for om muligt at skaffe information om sammenhæng mellem indvandringen og de mange nye virus-sygdomme er lagt i gode hænder i Hvidovre. Vi håber snart at kunne bringe nyt i sagen. Kriminalitet og sygdomme mistænker vi den danske befolkning for at nære så megen respekt for, at de vil kæfte mere op, når sagerne kastes sagligt på bordet. Kæfte op om noget særdeles reelt og kaste racisme- eller menneskesyns-beskyldningerne af sig uden at gå det mindste i forsvarsposition er, hvad der skal til. Så enkelt er det. Det kan ikke fortsætte, hvis rigtig mange � 100.000 � gør dette. Det er en kendt sag, at udlændinge kan købe fast ejendom i Danmark, hvis de har fast bopæl i Riget eller driver virksomhed i Danmark. Hollændere sælger deres mælkekvoter på forholdsvis små brug i Holland og kan for summen købe ret store landbrug i Sønderjylland. Det samme gør tyskerne. Men hvis én af betingelser, fast bopæl eller virksomhed i Danmark ikke er tilstede, hvad gælder da? Eksempel: Bornholmerne sælger huse til tyskerne i stor stil nu. Og der er her ikke tale om de såkaldte proforma-arrangementer med f.eks. lejeaftale på 99 år. Er Danmarks forbehold her også fjernet? Det har vi ikke hørt noget om i medierne eller andre steder - det overrasker ikke. Er det en dokumenteret konsekvens af Amsterdam-traktaten? Hvem finder ud, hvad der er gældende? Og igen, lad mig endelig høre, hvis en intiativtager vil kontakte nogle instanser, vi skulle nødig lave dobbeltarbejde og slet ikke unødigt påstyr omkring et så vitalt spørgsmål, før vi har en slagkraftig dokumention på bordet.
Sidste Nyt
P� TV 2 Teksttv 16/11 kan l�ses at SF har problemer med v�lgerne. SF
har v�ret for politisk korrekt - hvad det det s� m�tte betyde. Nu vil SF til at tage
indvandrerproblemerne alvorligt. IOD: SF har m�ske ikke tidligere taget indvan- drerproblemerne alvorligt.
Det kunne lyde som valgtrommer fra en gruppering, der ganskevist ikke tager dette initiativ. Man kan vel ikke afvise, at SF's lugtesans muligvis er intakt. P� den anden side, Poul skal blive der, ellers "g�r det jo galt med EURO-en", n�r han er i opposition og skal sl�s med halvdelen af sine egne. N�dr�b! N�dr�b!
Lydoptagelser- Bogudgivelse- Nyhedsbreve m.v.