Information om Danmark

Etableret i 1919 er blevet kendt i U.S.A. under navne som "Det etablerede Samfund", "Den usynlige Regering" og "Rockefeller's Udenrigsministerium". C. F. R. tog initiativ til FN og Rockefeller skænkede grunden, hvorpå FN-bygningen i New York blev bygget. C. F. R.s første fornemme opgaver var at "privatisere den amerikanske pengeudstedelse" (=lægge den på visse private hænder) via Det Føderale Reservefonds System i U.S.A. og at styre medie- og filmverdenen. Præsident Woodrow Wilson var sat ind af finansfyrsten Jacob Schiff (søn af Rothschild-huset i Frankfurt - se mere herom under Statsfinansier nr. 1 side 72). Jacob Schiff giftede sig med en datter af Loeb fra Kuhn & Loeb, købte Kuhn ud og bidrog til "Co" Kuhn, Loeb & Compagny). J. Schiff og senator Nelson Aldrige fik med præsident Wilson d. 22. december 1913 vedtaget nogle skæbnesvangre tilføjelser til den amerikanske forfatning, der gjorde det muligt for nogle ganske få (cirka 13 familier og deres agenter) fremover at kontrollere og styre U.S.A.'s økonomi under alle forhold, vel at mærke nogle få uden for kredsen af lovligt og demokratisk valgte. De få skulle derimod udvælges af den kommende selvsupplerende C.F.R.-loge, som var på tegnebordet og skulle bruges efter 1. verdenskrig. I dag er der C.F.R. filialer rundtom i verden, således Udenrigs- politiske Institutter i Danmark og Norge, C.F.R. i Belgien, det australske Institute of International Affaires, Royal Institute of International Affaires. På deres hemmelige møder bestemmes landenes og borgernes skæbne uden disse borgeres tilstede- værelse. Man fik ved C.F.R.'s start også lagt grunden til indkomstskatten og samtidig grundstenen til de galaxe-store skattefrie, humanitære fonde, som var mange-billionærernes. De blev bl.a. brugt til at skabe "Det nye menneske" (se nærmere i dette link). Indkomstskatten blev gennemført uden enkeltstaternes godkendelse.

Planen herfor blev lagt i Jagtklubben på Jekyl Island i Georgia i efteråret 1908. Da stod man med en nyvalgt præsident William Howard Taft (sagfører og dommer). Han ville - vidste man - nedlægge veto mod en sådan vedtagelse i Kongressen. Derfor måtte man vente til den mere skrupelløse, internationalistiske og svage præsident Woodrow Wilson kunne forventes valgt i 1912. Når jeg betegner Wilson som svag, betyder dette ikke at han gjorde sig dårligt i markedsføringen.

Den klare, specifikke, koncise Artikel 1, Section 8, Paragraf 5 i U.S.A.-forfatningen var med Federal Reserve Law (af den 22. december 1913) sat ud af kraft. Man havde via dagsordenen diskret fået placeret vedtagelsen på dette sene tidspunkt lige før jul. Flere i Kongressen var taget på juleferie under vedtagelse, få forstod vel også konsekvenserne af denne bedrageriske 16. tilføjelse til Den Amerikanske Forfatning.

Det blev ikke den sidste skæbnesvangre tilføjelse.

Læs bl.a. den veldokumenterede "The Federal Reserve Conspiracy" skrevet af Eustace Mullens. Denne udgivelse er lidt svær at finde på de officielle danske statsbiblioteker.

Præsident Wilsons og selskabets interesser vedrørende Amerikas engagement i Den første Verdenskrig kan ikke være uden interesse for den sandhedssøgende. Det er min mening at vise, hvad man gør for at få vendt opinionen, ikke at tage stilling til rivaliseringen mellem Tyskland og England, den ufri industri- og handelskonkurrence på kontinentet, konkurrencen på havet og monopolerne i kolonierne, og så tilsidst konkurrencen på landjorden, mest finansieret med statsgæld. Den tyske stålproduktion, der hovedsaglig var koncentreret i Ruhr-distriktet, blev i perioden 1880-1913 12-doblet. I samme periode voksede Tysklands andel af verdenshandelen fra 17 til 22 procent, mens den britiske gik ned fra 38 til 27 procent. Statsgælden i Tyskland fordob- ledes fra 1900 til 1910. Under den anden Marineforøgelse indførtes indkomst- og formueskat i 1913 første gang i Tysklands historie. Ved begyndelsen af den første verdenskrig var den tyske stålproduktion tre gange så stor som den britiske.

Tyskland havde reelt vundet krigen efter de første to år, og det til tilbød da også England en status quo antefred; men så blev Amerika inddraget i den, og herved skulle den blive forlænget med ydeligere to år. Indtil da havde De forenede Stater været næsten helt og holdent protysk, mest begrundet i finansmændenes uvilje mod den russiske Zar. Efter USA var blevet inddraget i krigen afgav England The Balfour Declaration om at sikre oprettelsen af et Israel i Palæstina.

Da den store humanist Woodrow Wilson kørte kampagne for sit genvalg i 1916, var hans hovedslogan: "Genvælg manden, der vil holde jeres sønner ude af krigen". Republikanerpartiet anklagede Wilson officielt for i pressen, at han længe forinden var gået ind på at kaste amerikanerne ind i krigen. Efter genvalget i 1916 vendte han 180 grader og sendte U.S.A ind i krigen i 1917. Han anvendte sænkningen af Lusitania, et af den engelske Cunardlines største og hurtigste passagerdampskibe - på ruten Liverpool-New York. Den 7. maj 1915 blev det torpederet af en tysk U-båd ved Irlands sydkyst, hvorved ca. 1500 mennesker - deriblandt kvinder og børn - omkom. Denne forfærdelige udåd skabte en nidkær noteveksling mellem U.S.A. og Tyskland, da der var en mængde amerikanere mellem de omkomne. Tyskland havde nemlig bestemt lovet ikke at torpedere passagerskibe. Chefen på den torpederende U-båd var kaptajnløjtnant Schwieger. Han omkom senere, ved at hans U-båd forliste. Uanset, egnede denne rædselsfulde hændelse sig som redskab til at opildne folk med i U.S.A.

I 1941 blev U.S.A. inddraget i Den anden Verdenskrig, også ved en slags katastrofe - noget aldeles uventet -, der savner fornuftsforklaring. Den ligeledes store humanist F. D. Roosevelt havde - præcis som Wilson i 1916 - lovende sagt i 1940, da han - som det var muligt dengang - for tredie gang søgte genvalg: "I say again and again and again that I will never send American boys to fight on foreing soil" (= "Jeg siger igen og igen og igen, at jeg aldrig vil sende amerikanske drenge ud og slås på fremmed jord").

Lusitania var ikke blot et passagerskib.

David Icke viser i bogen:

'...And the truth shall set you free', at Lusitania foruden passagerne var lastet med militær udrustning til briterne.

Tilbage til de større linier

Der var et reelt problem med Zarens Rusland, der ikke var eller ville blive hængt op på en kæmpegæld efter Den første Verdenskrigs kaos til fremme af Den Nye Verdensorden, Nationernes Liga. De andre europæiske nationer var blevet "sat på statsgældens skinner" allerede på Wiener-kongressen fra september 1814 til juni 1815 efter Napoleonskrigene (se mere herom nedenfor) Det var et ruineret Europa, bankerotte stater, og folk det var umuligt at plyndre mere i skat. Folk, som Wienerkongressens fyrster repræsenterede med en pragt, der stod i misforhold til folkenes fattigdom. Overalt bankerotter, deflationskriser og revolutionær voldsomhed. I Danmark en devaluering på 90% i 1813.

Norge forsøgte med Kronprins Christian Frederik og den norske grundlovgivende forsamling på Eidsvold 10.-17. maj 1814 at få Kieler-Fredens - Separatfred forud for Wienerkongressen - skæbnesvangre bestemmelser omgjort til ugunst for Carl Johans (Bernadotte) stormagtsdrømme sammen med Grev Wedel-Jarlsberg i Norge. Danmarks uselvstændighed og specielt Frederik VI's alliance, for sene alliancesskift og formentlig Kronprinsens manglende sans for rænker førte til, at Norge kom i union med Sverige. Alt var afgjort for Norge den 14. august 1814..., de fornemme, ført an af fyrst Metternich og "pigerne", skålede i Champagne i Wien. En af C.F.R.s stiftere, finansfyrsten Paul Warburg, deltog i finansieringen af Lenins, Trotzkis, Stalins og Hitlers propaganda og magtovertagelse. "De tre store" i Tyskland, Deutsche Bank, Dresdner Bank og Kommerz Bank var allerede i 1930 involveret i at støtte Hitlers magtovertagelse.

Efter mislykkede revolutionsforsøg i Rusland i 1905 gik Lenin i exil i Schweiz, Trotsky i New York, og Stalin blev sendt til Siberien.

I 1915 etableredes et særligt selskab i New York til kordinering af hjælpen til Lenins bolshevikker. Det blev organiseret af Rockefeller, Morgan og bl.a. National City Bank, hvis præsident var Frank Wanderlip. De gjorde det ikke fordi de havde en særlig forkærlig for kommunismen - som den senere blev benævnt. Den slags ideologivrøvl har aldrig interesseret sådanne folk, der ved bedre. De gjorde det kun, fordi de vidste revolutionen ville sikre deres egne mål bedre, verdensdominansen. Man kan synes at international kommunisme skulle kunne skræmme sådanne folk. Når alt kom til alt finansierede de bolshevikkernes magtovertagelse og samarbejdede med dem udelukkende for at kunne kontrollere dem. Umiddelbart efter revolutionen infiltrerede finansmændene Sovjetunionen ved at sende adskillige agenter derover og lade dem være ledet af Trotsky. De besatte alle ledende stillinger i regeringen. Efter revolutionen blev petroleumproduktionen skåret drastisk ned og Standard Oil - senere Exxon - ejet af Rockefeller genvandt dets førende stilling på verdensmarkedet. I 1926 indgik Rockefeller og andre compagnier under hans kontrol en aftale med Sovjetunionen. Aftalen tillod de store compagnier at sælge russisk olie på de europæiske markeder mod til gengæld at yde Rusland et lån på 75 mill. dollars. Året efter byggede deres hemmelige amerikanske partner et olierafinaderi i Sovjetunionen. Det satte skub i den økonomiske udvikling i den sovjetiske økonomi.

Lige ved den tid begyndte Stalin sine udrensningsprocesser vendt mod gud og hver mand i Sovjetunionen, hvorved 40-50 millioner mennesker enten myrdedes eller sendtes til lejrene i Gulag.

Det gik ikke blot udover almindelige bønder, som der var flest af. I 1929, umiddelbart efter fjernelsen af Trotsky, gik Stalin i gang med at forfølge trotskister overalt i kommunisternes kadre. Mange af dem var jøder, og de var som nævnt fulgt med de amerikanske og tyske investeringer i Sovjetunionen. Mange blev dræbt eller fængslet. I 1938 blev de fleste af de gamle ledere fra revolutionstiden, generaler og politikere med direkte tilknytning til den Bolshevikiske revolution fundet skyldige i forræderi og/eller spionage, og de blev henrettet.

Var det den usynlige hånd, der gradvist var blevet tydeligere at erkende? Som mange før ham undervurderede han sine modstandere.

Ingen socialiststat eller, hvad der er det samme, kommuniststat har nogensinde været sat i værk af de laveste lag. De magter intet, der ligner en revolution eller en statsopbygning i denne verden. Derimod snydes de hver gang. Ingen krig heller er blevet fremkaldt af de brede masser, men altid af deres skruppelløse ledere, mest af internationalt tilsnit.

Ved 1. Verdenskrigs udbrud boede Trotsky fortsat i New York, Lenin fortsat i Schweiz. Trotsky vandrere i aftentimerne ud og ind hos den store finansfyrste Jacob Schiff (senere medlem af C. F. R.). Pludselig den 27. marts 1917 forlod Trotsky sammen med 275 veltrænede tilhængere New York på skibet S. S. Christiania sammen med 20 mill. US$ i guld til at finansiere den russiske revolution med. Bl.a. bekræftet af Jacob Schiff's barnebarn John Schiff i interview med Charlie Knicker-bocker ansat i Hearst-koncernen.

De Canadiske myndigheder opbragte skibet ved Nova Scotia, fordi de fandt en masse penge på Trotsky personligt. Uanset Trotsky's amerikanske pas, afviste canadierne at frigive ham, fordi de udmærket kendte ham og vidste, hvor han ville hen. På det tidspunkt var Canada, U.S.A. og Zar-Rusland i krig med Tyskland. Revolutionen var imod de almindelige politiske interesser i Amerika og Canada, fordi dens succes ville sætte Lenin i stand til at lave en fredsafslutning med Tyskland, der så kunne bruge alt krudtet på at gå mod vest. Det viste sig at dette netop var aftalt - se de næste afsnit. Under pres fra Woodrow Wilson som var de sammenspistes mand blev Trotsky alligevel løsladt.

Lenin forberedte på det tidspunkt en fest i sit luxus-eksil i Schweiz for at samle partitoppen. Ved denne fest deltog Max Warburg (hemmelig politichef i Tyskland og Paul Warburgs broder) og Colonel E. Mandel House. Sidstnævnte var den amerikanske præsident Woodrow Wilsons rådgiver og "kæledægge" samt Jacob Schiffs - Rothschilds agent i U.S.A. - særligt fortrolige sendebud. Bemærk, at U.S.A. havde p.g.a. krigen afbrudt alle officielle forbindelser med kejserens Tyskland og var officielt allieret med Zarens Rusland. Max Warburg skulle sikre revolutionsledernes (Lenin og 32 mere) transport gennem Tyskland, Danmark, Sverige og Finland til Rusland uden den tyske regerings officielle viden. Max Warburg var tillige storfinansier i Hamburg med sæde i den tyske Reichbanks Præsidium. Max Warburg var iøvrigt en Hjalmar Schachts gode bekendte. Hjalmar Schacht kan du læse mere om i linket, Finanskriser før og nu..

Franske historikere har netop (1996/1997) afdækket via de nu tilgængelige Sovjetanaler og fået bevis for, at der forelå en hemmelig aftale mellem Lenin og det tyske kejserrige om, at så snart Lenin fik revolutionen iværksat skulle de tyske hære forlade Østfronten, og kun dersom Lenins revolution mislykkedes skulle krigen der genoptages.

Så kan man spørge, hvorfor de amerikanske banker valgte Lenin til at udføre deres arbejde i Rusland. Simpelthen fordi hans program gik ud at nationalisere bankerne og kontrollere alt fra central hold.

Størrelsen af det pres, der kan udøves fra russisk side i dag som følge af tidligere hemmeligt, nu tilgængeligt materiale, er vanskelig at fastslå.

Alle nævnte pengeplansaktører og ministre på amerikansk side i denne gennemgang var medlemmer af C. F. R. logen.

Flere C.F.R.-stiftere finansierede disse socialismerevolutioner.

Læs bl.a. herom i New York Journal-American, den 3. februar 1949.

Tilbage til den mere officiøse version af verdens gang.

The Trilateral Commission (Den Trilaterale Kommission)

Det internationale, overordnede og halvhemmelige organ, der skal sammentømre verden først i tre ikke-demokratiske blokke, så afslutningen kan ske med fejringen af The New World Order (Den Nye Verdens Orden) efter at blokkene U.S.A., EU og Asien er totalkoordinerede. Den består af 300 magtfulde medlemmer fra 14 lande i 3 afdelinger.

T.C. blev etableret i 1973 af logen Council on Foreign Relations (C.F.R. - se ovenfor), hvori verdens største finansfyrster og industrimagnater er placeret. C.F.R. gjorde R. Nixon, J. Carter, G. Bush, B. Clinton og de fleste andre siden 1919 til U.S.A.-præsidenter og optog Z. Brzezinski som medlem (se ovenfor). Den Trilaterale Kommission holdt hemmeligt møde i København 23. april 1995 (se Privat Topmøde nedenfor). Fire af de udførende kræfter i T. C. er foruden stifteren David Rockefeller, Henry Kissinger og Z. Brzezinski, der er Herbert Lehman professor i statskundskab ved Columbia University og David Owen, der i 1984 var engelsk parlamentsmedlem og leder af The Social Demokratic Party, tidligere Labour Udenrigsminister. Senest blevet anvendt som såkaldt fredsmægler i FN's 'kære konfliktløsningsmodel' i Ex-Jugoslavien.

I 1984-udgivelsen: Trilateral Commission Task Force Report, nr. 28: "Democracy must work"(= "Demokratiet skal kunne fungere") skrives side 72 i konklusionsafsnittet:

"I bekneb for et godgørende/velvilligt verdensdiktatur med tilbøjelighed til reformer, er vi nødt til at arbejde inden for grænserne af et ineffektivt, internationalt system under opvækst, med alle dets lidelser, kriser og irrationalitet, som netop ungdommeligheden dikterer".

Samtidig kan man på side 84 læse den præcise (i kort form) opskrift på den økonomiske/arbejdsmarkedspolitiske krisepolitik, som den fra midten af 1980-erne føres overalt i Europa uanset regeringernes skiftende farve. Det var også herfra skiftende danske, udenrigsministre og økonomiministre i 1980-erne og 1990-erne fik og får "De vises sten" ved hyppige konsultationer i bl.a. OECD. Det kan nævnes at tidligere kommissionsformand i EF/EU - nu Bilderberger - Jacques Delors hilser den danske orlovs-camouflage - den vi kender fra de senere års danske arbejdsmarkedspolitik - velkommen i EU. Dette fremgår af EUROPA nr. 9 1996 fra EU-Kommisssionen.

Lidt nyttig historie fra dygtig spåmand

Zbigniew Brzezinski - tidligere sikkerhedspolitisk rådgiver for bl.a. Præsident Jimmy Carter - lagde i bogen fra 1970, "Between Two Ages" (= "Mellem To Tidsaldre"), stor vægt på sit og Robert Baileys syn på den europæiske tidsånds skiften. "Vi skal (min kursiv) fra i dag (1970) gennemleve en tidsfase med følgende kendetegn: 1. Perioden uden fremskridt. 2. Den sociale udvikling kører i ring. 3. Vestens civilisation er inde i en periode uden integration (uden samling), og civilisationen aftager. 4. Mennesket er irrationelt eller ikke-rationelt. 5. Samfundet er sammensat af masser, som er ikke-rationelle, og da de er let påvirkelige, vil menneskeheden reduceres til middelmådigheder. 6. Videnskabelig sandhed og viden kan være skadelig for samfundet. 7. Myter og overtro kan være velgørende. 8. Et samfund er altid sammensat af interesser i konflikt. 9. Samfundet styres af eliten. 10. Demokrati og humanitære, sociale værdier er desværre misforståelser, der resulterer i de uuddannede massers regimente. Og han anfører tillige, at menneskeheden skal gennemleve følgende faser i det lange historiske perspektiv: Fasen med (en eller anden) religiøs afklaring, den socialistiske fase, så nationalstaternes tidsalder og endelig Én-Verdens-Samfundet", som kronen og afslutningen på værket.

Blandt andet en bogudgivelse med sådanne ambitioner førte til etableringen af Den Trilaterale Kommission med Z. B. som en af grundlæggerne og direktør de første tre år til 1976. Man skal forstå, at der signaleres - et udbredt fænomen under det danske uofficielle mediestyre, det et betyder at sende information til rette vedkommende (eventuelt målgruppe) uden at uvedkommende fanger denne information, d.v.s. uden støj eller der "spås" i bogen, for læseren kunne jo eventuelt finde den frem.

Derfor er planen ikke så tydelig beskrevet her. Drejer det sig om en uundgåelig skæbne for menneskene, eller skal denne proces skabes, måske blot tilskyndes? Det fremgår ikke eksakt. Det er dog i grundtonen den samme melodi, der synges overalt i den ideologisk prægede litteratur omkring FN med de mangfoldige bureaukratorganer. Samme melodi blev såmænd sunget også af blandt andre forfatterne George Bernard Shaw, Israel Cohen, Israel Zangwill og Jean-Paul Sartre, hvoraf de tre førstnævnte stiftede den erklærede socialismeloge Fabian Society og alle fire var stamfædre med Bernard Henri Lévy som mellemled til SOS Racisme i Frankrig. Lyt til udtrykkene fra danske Internationale Socialister og de Autonome. Deres sprog er selvsagt ikke det samme; men paramidestyringen er dog utvetydig. Læs f.eks. I. Cohens bog med undertitlen, "A Racial Program for the Twentieth Century. Den er en direkte opskrift på, hvorledes kommunismen skal fremmes "ved at slå med racisme" imod befolkningen til den mister sin selvrespekt og lettere styres.

Bilderberggruppen m.v.

Stiftet i 1954 på Hotel Bilderberg i Holland formelt af Prins Bernhard af Holland, men ideen hertil kom fra polakken Josef Riktinger, der havde en høj grad i de svenske frimurerloger. Formålet er kontrol med verdensøkonomien. I Bilderberggruppen, der er den hemmelige verdensregering, sidder nogle af verdens rigeste mænd og kvinder, herunder prinser og prinsesser, højfinansens topfolk, toppolitikere, industritoppens folk og andre indflydelsesrige personer. Også Robert Schumann og Jean Monnet (EU's stamfædre) var medlemmer. I dag er Jacques Delors (tidligere formand for EU-Kommissionen) også deltager. Medierne omtaler ikke Bilderberggruppen og dens arbejde, overhovedet. Det er derimod ikke vanskeligt at konstatere resultaterne af gruppens arbejde, når enkelte brudstykker af planen falder i hænderne på udenforstående.

Målet er fælles økonomi for U.S.A. og Europa, fri folkevandring, fri varecirkulation (så fri den kan være med mega-monopoler på alle vigtige områder), internationalt politi, afskaffelse af nationale forsvar, international brigadehær begyndende med 100.000 mand fra 1996 og et Verdensparlament.

De fleste medlemmer af Bilderberggruppen er også medlemmer af C.F.R. David Rockefeller er generalsekretær i den inderste cirkel. Danske politikere, enkelte i industritoppen og enkelte højt placerede mediefolk m.v. figurer også på medlems- og mødelisterne. Læs bl.a. herom i The Review of New York d. 21. januar 1972 og i den amerikanske ugeavis The Spotlight.

Hovedkræften bag EU, Jean Monnet, kom ind i den nye Bank of America sammen med Elisha Walker, da Amadeo Giannini, oprindelig ejer af Bank of Italy i Californien, med den nye banklov i 1930-erne skulle kaste sin bank ind i kampen med de dominerende Wall Street banker som spekulations- og investeringsbank. Walker og Monnet forsøgte ved deres dispositioner at fortrænge A. Giannini i 1930, mens Giannini formelt opholdt sig i Østrig på ferie. Det lykkedes dog ikke, for Giannini vendte tilbage, generobrede magten i sit eget firma ved øvrige aktionærers tilslutning og afskedigede E. Walker og Jean Monnet i 1932. Herefter forblev A. Giannini bankens øverste i endnu 13 år. Læs herom bl.a. i Jean Monnets: Memoirs, Collins, London, 1978.

Det internationale selskab i toppen af de udemokratisk styrede FN, Internationale Røde Kors, IMF (Valutafonden), Verdensbanken, EU-kommissionen og logerne C.F.R., Bilderberggruppen, Trilateral Commission, (The) Round Table o.a. organer har længe (i princippet som arvtagere siden 1. maj 1776) haft planer om én verdensregering.

Trilateral Commission har som anført ovenfor erklæret opgaven fra 1973 her i den 4. og sidste fase at samle verden først i tre ikke-demokratiske blokke: Amerika-kontinenterne (via nu NAFTA), Europa og Afrika (via nu EU) og Asien via Japan.

Forudsætningen for, at dette skulle kunne lykkes er bl.a., at de genstridige mennesker skal have fjernet deres selvbestemmelse og identitet. Det sker bl.a. ved, at en mængde kulturfremmede folkeslag gives adgang til at slå sig ned permanent i Europa.

Derved skal vi komme til at ligne U.S.A. i første omgang, et U.S.A. som mange europæere i deres urealistiske drømme skabt af medierne ligger næsegrus under for. Det handler i virkeligheden om et U.S.A., der også er ved at gå helt i opløsning p.g.a. multietnik, kriminalitet og superstatsgældsætning på godt 18 billioner. Billioner kaldes trillioner i U.S.A. 18 (danske) billioner er 18.000 milliarder. Den menige amerikaner har lige så lidt ansvaret herfor, som borgerne i Europa har ansvaret for statsgældens svøbe her.

Den muslimske verden er sideløbende hermed i færd med at realisere drømmen om en halal (=muslimsk ren) verden. Det sker ved at sætte folkevandringer igang og herfor finansiere vestnationerne og især EU ved långivning via Pariserklubben og arabiske ejede banker, f.eks. Bank of Credit and Commerce International; endnu i konkurrence med de traditionelle interbanker. Først og fremmest indtages de vestnationer, der står mest åbne og mest sårbare over for den muslimske folkevandring fra de overbefolkede, derfor fattige og derfor særdeles ustabile områder i Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Ulandenes muslimske ledere nyder også godt af Den Islamiske Udviklingsfond. Indvandringen fra muslimske enklaver på. Balkan er det sidste skud på stammen og fra sommeren 1996 Kosovo-albanere i stor stil samt fortsat betydelig tilstrømning fra Afrika. Bl.a. den skjulte, men fremfundne Europæisk-Arabisk Dialog taler sit tydelige sprog om "fællesplanerne" for de arabiske lande og EU. Euro-Middelhavs-konferencen i Barcelona 27.-28. november 1995 fulgte disse bestræbelser op med mere konkrete tiltag (jfr. Udenrigsministeriets sag j.nr. 400. E.6-14).

For eksempel den skjulte, men igen fremfundne Eurpæisk-Arabiske Dialog (EF-Bull.5-1976) taler sit tydelige sprog om de fælles planer for de arabiske lande og EU. Den Europæisk-Arabiske Konference i Barcelona 27. til 28. November 1995 følger disse bestræbelser op med mere konkrete tiltag (jvfr: Det danske undenrigsministeriums sag jour. nr 400. E.6-14). Det sidste: Rapport om islam og den europæiske Averoes-Day under kommiteen for kultur, ungdom, uddannelse og medier (Doc_ DA\RR352\352418 PE 221.802/last), Aktionsplan mod Racisme (Kom(1998) 183 last edition) af 25 marts 1998 and Rapport om Observatorium for Racisme o. lign. (DOC_ DA\RR\363\363506 PE228.346/last).

1983-udlændingeloven med følgelovgivning (se bl.a. nedenfor) i Danmark er skåret over netop nogle af de internationale aftaler, der ellers slet ikke havde status af lov i Danmark. Det skete uden det havde været nødvendigt. Jeg er sikker på befolkningen ville have bakket politikerne op, såfremt de havde handlet i borgernes interesse. De handler tilsyneladende i andres interesser.

Målene for det vestdominerede internationale selskabs mest indflydelsesrige personkreds og målene for den muslimske verdens ledere er ganskevist ikke de samme i det lange løb. Indtil videre passer midlerne og delmålene i begge planer dog til hinanden. Dette udnyttes af begge parter. Det drejer sig kun om magt over os. Vi er udset til være deres undersåtter. Dette er en magtkamp, som i princippet har stået på i alt fald siden år 711.

Olieindtægternes himmelflugt i 1970-erne og vore slappe, derfor magthungrende, derfor gældsætningsivrige politikere har blot hældt den ekstra benzin på bålet, som skulle til for herrefolkenes fornyede fremtrængen. I den forbindelse kan det oplyses, at J. M. Keynes forudsagde i 1930-erne, at det Afro-Asiatiske områdes hurtige industrialisering efter krigen ville føre til store generelle prisstigninger på råvarermarkederne. Det gik faktisk stik modsat.

Ingen af Europas stater ser sig i stand til at stoppe vanviddet ved traditionelle politiske tiltag, fordi de alle (på nær Schweiz og Norge uden for EU) er netto gældsatte til langt op over borgernes, deres børns og børnebørns ører. Der er ikke andre til at betale. Den tyske statsgæld er mere end 2,5 billioner DM, hvoraf kun godt 500 milliarder DM skyldes genforeningen eller DDR's fald og Sovjets sammenbrud.

Statsgældsætningen år for år holder netop svage, magthungrende politikere ved magten længere tid, når grundlovene ikke forhindrer dette effektivt. Der er selvfølgelig tale om vore politiske lederes tilsyneladende magt, for de er rene marionetter i det internationale spil. Dette er nogle få af vore mest kendte politikere også fuldt bevidste om, for de er placeret i to af ovennævnte hemmelige loger.

Historien vil de ikke, og må vi ikke lære af. De er i færd med at omskrive historiebøgerne i EU (i tillæg ændrer de børnenes og de unges mentaltilstand med ny inter-pædagogik, som du kan læse om under linket, EU-FN pædagogik...), mens Europa-staternes og U.S.A.'s statsgæld vokser stadigt vildere.

Nogle af nationalstaternes ledere forsøger i deres slappe magtesløshed at sammenstøbe EU; men unionen er netop i fuld overensstemmelse med begge internationale planer. Havde den ikke været, ville det dog ikke have nyttet meget, da alle medlemslandenes ledere har gjort deres lande ganske afhængige af kreditorerne. Det går tilmed nemmere om et par år, når EU-blokken kan gældsættes ydeligere på én gang med én fælles mønt. Den skal hedde EURO DM, EURO KR, EURO FRANC, EURO GYLDEN, EURO PUND o.s.v. Der bliver fortsat med indføring 1999-2002 tale om én obligatorisk møntenhed og en fælles centralbank. Se linket om EURO-LAND.

Marionetter er vi blevet, næsten alle. Andre bestemmer, hvordan vi skal leve vort liv.
At komme ind i og blive i pyramiden forudsætter du aflyder og ikke stiller for mange spørgsmål. Her skal vi spille hver sin rolle, som oftest små rolle, eller roller vi ikke kender den fulde rækkevidde af.
Vi ser måske efter forklaringer i den gale retning. Tro aldrig på noget af denne verden.
Politik og religion gør os som oftest blinde - helt på beregning.
Det er nemt at lære, hvad der foregår.
Når du ved, vil de der bestemmer, respektere dig for det du er, et helstøbt menneske.
De giver mange og stadig flere tid, nogle bruger deres muligheder.
Enhver lilleput kan bruge Danish dynamite:
Du må ikke lyve. Når du kender sandheden, der er det modsatte af løgn, skal du fortælle den.
Viden, kærlighed og tilgivelse vil give dig magten tilbage. Ingen af os skulle være marionetter.

Lydoptagelser- Bogudgivelse- Nyhedsbreve m.v.

E-post til:

[email protected]